Når du går fra et skænderi med narcissisme i parforhold og tvivler på din egen hukommelse

Du nævner, at din partner talte hårdt til dig ved morgenmaden. Pludselig handler samtalen om, at du altid finder fejl, og du ender med at sige undskyld for overhovedet at have taget emnet op. Senere tænker du: Hvad var det egentlig, der skete? Hvis det gentager sig, kan narcissisme i parforhold være en relevant vinkel at undersøge — ikke som en hurtig diagnose, men som en måde at få øje på mønstre, der slider på tilliden til din egen oplevelse.

Tre spørgsmål kan hjælpe dig med at holde fast i det, der skete: Hvad blev sagt? Hvem kom til at tage ansvar for, at samtalen skiftede retning? Og hvordan havde du det bagefter? Svarene fortæller ikke alt om din partner, men de kan gøre din egen hverdag lidt tydeligere.

Når din oplevelse bliver skubbet til side

Først prøver du måske bare at fortælle, at en bemærkning gjorde ondt. I stedet begynder I at tale om, hvor urimelig du er, eller hvor svært din partner har det med kritik. Pludselig sidder du og trøster den, du kom for at tale med. Sådan en vending kan ske i et enkelt skænderi, men det bliver hårdt, hvis dine følelser igen og igen forsvinder ud af samtalen.

Hvad blev der helt konkret sagt? Måske lød det: “Du overdriver altid.” Hvad skete der så med ansvaret? I stedet for at forholde sig til bemærkningen bliver din reaktion gjort til problemet. Og hvordan har du det bagefter? Hvis du føler dig skyldig, forvirret eller nødt til at glatte ud, er det værd at lægge mærke til. Jeg synes, det er nemmere at forstå en konkret episode end at begynde med store etiketter.

Ved gentagne konflikter bruger nogle ordet gaslighting om oplevelsen af at få sin hukommelse eller virkelighed betvivlet. Det er ikke en diagnose, og uenighed om, hvad der blev sagt, beviser ikke i sig selv et fast mønster. Men hvis du ofte får at vide, at tingene ikke skete, som du husker dem, kan tvivlen vokse. Nogle skriver episoder ned for bedre at kunne holde fast i deres egen oplevelse.

Maja fortæller for eksempel, at hendes kæreste aflyste en aftale i sidste øjeblik. Senere siger han, at hun selv bad ham blive hjemme, og at hun husker forkert. Efter flere lignende samtaler begynder hun at skrive dato, hændelse og sine reaktioner ned. Ikke for at føre retssag ved køkkenbordet, men for at få lidt mere orden i tankerne.

Et enkelt skænderi eller et gentaget mønster?

Alle kan blive defensive, sige noget dumt eller have en dårlig dag. Det afgørende er ikke, om der nogensinde opstår konflikt, men hvad der sker igen og igen bagefter. Får I en ærlig snak, og ændrer noget sig faktisk? Eller bliver du mødt med nedgørelse, ansvarsfralæggelse og kontrol? Det kan være svært at se forskellen, mens man står midt i det.

Se på hverdagen. Kan du være uenig uden at blive mødt med tavshed eller bebrejdelser? Bliver dine behov også taget alvorligt, når de ikke passer med din partners ønsker? En sur aften fortæller ikke hele historien. Jeg bliver mere bekymret over et mønster, hvor du må opgive dine grænser for at få ro, end over et skænderi, hvor begge bagefter tager ansvar.

Forestil dig, at du siger nej til en middag, fordi du er udmattet. Din partner siger ikke et ord resten af aftenen og fortæller næste morgen, at du ødelagde planerne. Til sidst siger du ja til næste arrangement for at slippe for uroen. Det kan ligne en lille indrømmelse, men hvis det sker igen og igen, bliver dit nej sværere at mærke og holde fast i.

Skyldfølelsen kan også snige sig ind i små, almindelige valg. Måske øver du dig på at formulere en besked, så den ikke udløser vrede, eller spørger en ven, om du nu også er urimelig. Det giver god mening at prøve at undgå konflikt. Men et forhold bør ikke kræve, at du hele tiden redigerer dig selv for at bevare freden.

Grænser og støtte uden store beslutninger

Når du sætter en grænse, behøver du ikke holde en lang tale. Du kan for eksempel sige: “Jeg vil gerne tale om det, men ikke mens vi råber.” Eller: “Jeg tager ikke med i aften, og jeg vil ikke diskutere mit nej resten af dagen.” Korte sætninger kan være lettere at holde fast i, især hvis samtalen hurtigt bliver vendt imod dig. De er dog ingen garanti for, at din partner reagerer godt.

Tilbage ved middagsplanen kunne du sige: “Jeg forstår, at du er skuffet. Jeg ændrer ikke mit svar for at undgå tavshed.” Måske bliver din partner vred eller trækker sig. Læg mærke til, hvad der faktisk sker, og overvej, om det føles trygt at fortsætte samtalen. Efter min mening skal grænsesætning ikke være en prøve i, hvor meget mere du kan holde til.

Hvis du vil forstå narcissisme i parforhold bedre, kan du læse om emnet på omdp.dk. Brug læsningen til at undersøge dine egne oplevelser, ikke til at fælde dom over din partner. En fagperson kan også hjælpe dig med at sortere i tvivl, grænser og mulige næste skridt.

Begynd dér, hvor det føles overkommeligt. Skriv konkrete episoder ned med dine egne ord, og tal med en ven eller et familiemedlem, der kan lytte uden straks at bestemme, hvad du skal gøre. Søg faglig støtte, hvis du har brug for hjælp til at forstå dynamikken. Hvis du er bekymret for din sikkerhed, så tænk først på, hvem du kan kontakte, og hvor du kan få ro. Du behøver ikke træffe alle beslutninger på én gang.

Det vigtigste er ikke at finde den perfekte forklaring på din partner. Det er at tage alvorligt, hvordan du selv har det, og hvad der bliver ved med at gentage sig. Med støtte og lidt afstand til de samme samtaler kan det blive lettere at se dine muligheder. Ét skridt ad gangen er også en plan.

Se mere hos omdp.dk.